Hvem er Rasmus Klump og vennerne?

Hvem er Rasmus Klump?

Han er en glad og energisk lille bjørn med et hjerte af guld og et ukueligt gå-på-mod. Rasmus Klump har en ubegrænset tillid til, at alle vil ham og hinanden det godt, og i hans verden er det heldigvis også sådan. I egne øjne er han en ”rigtig sømand”, der altid skal ud på eventyr i fjerne lande, uden at han et sekund tvivler på, at han vil nå hjem inden sengetid.

Og skulle det ske... hvis man f.eks. strander på en øde ø... bygger man da bare et hus. Rasmus Klump og hans venner har en udpræget praktisk håndværkerindstilling til hvordan man griber tingene an.


Hvem er Fru Klump?

Hun er Rasmus Klumps mor. Hendes fornavn bruges aldrig og vi kender det kun, fordi vi ved, at Rasmus Klumps skib er opkaldt efter hende. Rasmus Klump kalder hende for ”lille mor”. For alle andre er hun ”Rasmus Klumps mor” eller ”fru Klump”. Vi kender hende kun fra Rasmus Klumps synspunkt, og hun ses normalt som hjemmegående husmor. Men hun kan i virkeligheden sagtens være udearbejdende som bibliotekar, hjernekirurg eller rengøringsassistent. Men for Rasmus Klump er hun ”mor”, og hun kan ikke have nogen anden eller vigtigere funktion i hans verden. Hun er garanti for tryghed, omsorg og nybagte pandekager. Sammen med hende er han ikke lederen af en samling dristige globetrotter, men et barn. I det omfang vi kender hende, ved vi at hun er en godmodig hunbjørn, der sørger for at hendes søn ved, at hun er umådelig stolt af ham. Samtidigt er hun meget gæstfri overfor hans venner, der altid er velkomne ved køkkenbordet.


Hvem er Pingo?

Pingvinen med den hvide butterfly er Rasmus Klumps nærmeste ven. Han står last og brast med Rasmus Klump og er med i stort set alle eventyrene. Pingo fungerer lidt som gruppens klovn, der slår kolbøtter, springer buk over sten eller klatrer i træer, mens de andre snakker. Pingo har en meget stor familie i Pingonesien, der alle ligner ham på en prik.


Hvem er Pelle?

Pelle er en pelikan, der efter Pingo, er Rasmus Klumps bedste ven, og hans magiske næbpose repræsenterer en af Rasmus Klump universets mest geniale ideer. Pelles næbpose kan indeholde stort set alt, fra vridbor til et udvalg i malergrej som en mellemstor farvehandler ville være stolt af. 


Hvem er Mille?

Mille er en glad lille bjørneunge, der bor i nærheden af Rasmus Klump. Rasmus Klump bor ”lidt ude på landet ved vandet”, mens Mille bor oven på sine forældres butik ”lige ved der hvor byen begynder”.
Der er en lille have bag huset, men ellers er det et ganske almindeligt lille byhus med en forretning med et udstillingsvindue og et baghus. Butikken hedder ”Carlas Hatte”, og der er en lille systue og hattemagerværksted i baghuset. 
Mille vil lave flotte hatte og teaterkostumer. Hun er dog ikke altid lige heldig med nåle, og på samme måde som Rasmus Klump og Pingo slår sig selv og hinanden over fingrene med hamre, stikker hun sig i fingrene.
Hun ser meget op til Skæg, der jo som gammel sømand kan sy både lapper på bukser og sy sejl. Milles familie stammer fra Hattesvingerlandet, men hun har boet ”i nærheden af Rasmus Klump” siden de var helt små.


Hvem er Skæg?

Den ”gamle” sæl har rollen som den venlige pensionerede søulk, der godmodigt deltager lidt i nabobørnenes leg, så længe det ikke influerer på hans fiskeri ved molen eller hans middagslur.
I seriens start var han den erfarne sømand, der hjalp Rasmus Klump, Pingo og Pelle med deres skibsprojekter, men han er nu en fuldt integreret del af deres gruppe. Dog er hans arbejdsindsats meget begrænset og hans kæreste eje er en gyngestol.
Dette accepteres uden forbehold af de andre, der betragter ham som ligemand. Udover en god lur kredser Skægs tanker sig mest om mad. Plukfisk, biks, labskovs og pandekager er favoritter, men AL mad er velkommen. Skæg ryger pibe i de gamle historier, men ikke i de senere. Tobak indgår ikke længere som del af hans figur. Skæg er kendt for at fortælle en skipperskrøne, som læseren aldrig får færdig, da de fleste i Rasmus Klumps verden HAR hørt den, og ikke gider høre den igen. Fortælles den endelig til nogen, som ikke har hørt den før, hører man kun den samme indledning eller hentydninger til den. Den kendteste version lyder: ”Det minder mig om dengang, at jeg la’ i en ordentlig brandstorm nede i Biscayen, og kokken kom farende...” (her afbrydes normalt). Replikken er så indarbejdet, at Skæg ofte kun når at sige: ”Det minder mig om engang jeg la’ nede i Biscayen...” før han bliver afbrudt.


Hvem er De Små, Pildskadden og Gøjen?

Gavstrikkerne, som de også kaldes. Deres rolle i Rasmus Klump historierne er nærmest som små søskende, der tuller efter lidt større børn. De tolereres, så længe de holder sig i udkanten og passer sig selv og deres egne lege, som ikke involverer de større børn.
I modsætning til ”de store” kan Pildskadden og Gøjen godt være ”frække” og småuartige. Udover at lege og arbejde sammen, elsker de at spille kort med folk de møder. Som det så tit sker når små børn spiller, ender det almindeligvis med, at taberne smider kortene i vrede. Det antydes af og til, at de snyder så vandet driver, men det ER også tænkeligt, at både de og modstanderne bare er for små til at huske reglerne.